Home-Start Ikast-Brande er en frivillig social indsats, der siden 2013 har støttet småbørnsfamilier i sårbare situationer. Kerneydelsen er at tilbyde praktisk og følelsesmæssig støtte i hjemmet gennem engagerede frivillige. Det kan være hjælp til daglige gøremål, tid til nærvær med børnene, en ekstra hånd i pressede perioder eller en at tale med i en udfordrende hverdag. Indsatsen tager altid udgangspunkt i familiens egne behov og sker i tæt samarbejde med familien, så de oplever øget overskud, tryghed og trivsel.
I 2014 åbnede Home-Start Genbrug som et supplement til indsatsen. Det er en lille, hyggelig butik, der sælger alt til børn – børnetøj, legetøj og børneudstyr. Genbrugen bidrager både til bæredygtighed og til at finansiere arbejdet med familierne, samtidig med at den skaber et lokalt mødested med plads til fællesskab og frivillighed.