
Fra kaos til overskud: "Vores familieven gav os troen på, at vi godt kunne klare det"
Læs mere
Udgivet:
25. november 2024Da Mille blev ramt af en fødselsreaktion under sin anden barsel, blev den hverdag, hun havde forestillet sig, vendt på hovedet. Med støtte fra sin mand, en frivillig familieven og små, konkrete ændringer fandt familien langsomt vej tilbage til overskuddet.

Mille havde glædet sig til barslen med sit andet barn.
Hun forestillede sig rolige dage derhjemme, tid med den lille og hyggelige eftermiddage med storesøster, hvor hun trille ned med barnevognen og hente tidligt.
Virkeligheden blev dog en anden.
Kort efter fødslen begyndte hun at få tanker om, at hun ikke var en god mor, og at alt hun gjorde var forkert. Hun kunne ikke mærke tilknytningen til deres nyfødte baby, og oplevede, at alt føles uoverskueligt og tungt.
Hun græd meget, sov næsten ikke og kunne ikke finde glæden ved den barsel, hun havde set så meget frem til.
"Jeg kunne mærke, at der var noget galt. Jeg følte mig konstant utilstrækkelig, og jeg havde svært ved at være nærværende – både over for babyen, vores ældste barn og min mand."
Til sidst blev Mille sygemeldt under barslen, og familien besluttede, at far overtog den resterende del af barselsorloven.
"Det var en kæmpe lettelse, men samtidig følte jeg mig som en fiasko. Jeg havde jo forestillet mig, at det var mig, der skulle være hjemme med vores barn."
Da barslen nærmede sig sin afslutning, begyndte bekymringerne om hverdagen at fylde.
Mille skulle tilbage på arbejde, men havde en times transport hver vej.
Samtidig var depressionen kun langsomt ved at slippe sit tag, men eftervirkningerne sad i hele familien.
"Jeg kunne simpelthen ikke se, hvordan vi skulle få det hele til at fungere. Hvordan skulle vi nå at aflevere og hente to små børn, passe vores arbejde, lave mad, handle ind og samtidig være nærværende forældre?"
Det var her, familien blev matchet med en frivillig familieven fra Home-Start.
De hørte først om tilbuddet på Facebook, hvor de så et opslag fra lokalafdelingen i deres kommune, hvor de blev søgt efter familievenner. I håb om at få en familieven rakte Mille ud til koordinatoren, der tog hånd om alle de forbehold og bekymringer, som hun havde haft ved at række ud efter hjælp. Hun indså også, at en familieven var mere end en, der tog sig af børnene. Faktisk så forklarede koordinatoren, at Home-Start var til for at tage sig af forældrene, så de kunne tage sig af børnene.
"Jeg troede egentlig, at vi havde brug for én, der kunne passe børnene. Men vi fik meget mere end det."
Familievennen blev hurtigt en del af familiens rytme. Hun kom oftest om tirsdagen, og alle så frem til det. Det var familien selv, der definerede, hvad de havde brug for den dag hun kom. Nogle gange havde de ikke en særlig ide, men så bød familievennen selv ind med forslag.
Nogle uger satte hun sig sammen med Mille og hendes mand og planlagde ugens måltider. Sammen lavede de indkøbslister, og når familievennen var på besøg, kunne de handle stort ind, mens hun var sammen med børnene.
Andre dage hentede hun børnene fra børnehaven, så Mille kunne blive lidt længere på arbejde uden dårlig samvittighed. Det krævede tillid - både fra familien og fra familievennen, men de nåede derhen med hjælp og vejledning fra koordinatoren, der ringede og fulgte op på dem løbende. Det overraskede både Mille og hendes mand, at familievennens to timer om ugen kunne betyde så meget.
Og nogle gange var det slet ikke de praktiske opgaver, der betød mest.
"Hun sagde ofte: 'Tag I bare en gåtur. Jeg leger med børnene.' Det lyder måske som en lille ting, men det betød alt. Vi fik tid til bare at være os to eller til at få et hvil, når energien var helt væk."
Familievennen kom ikke med løsninger eller gode råd. Hun kom med tid.
"Hun dømte os aldrig. Hun så os som en helt almindelig familie, der havde det svært i en periode. Det gjorde det meget lettere at tage imod hjælpen. Første gang vi mødte hende delte hun med os, at hun selv ville have ønsket at Home-Start fandtes, da hun fik tvillinger- fordi hun kunne virkelig godt have haft brug for det selv. Det gjorde, at jeg følte mig tryg ved hende, også fordi hun havde den erfaring med sig"
Da Mille begyndte på arbejde igen, startede hun på nedsat tid.
Det gav plads til, at hun langsomt kunne vænne sig til arbejdslivet igen uden at føle, at hun svigtede familien.
Samtidig fandt hendes mand et nyt arbejde med mere fleksible arbejdstider, så han kunne tage en større del af afleveringerne og hente børnene om eftermiddagen.
Langsomt begyndte brikkerne at falde på plads.
"Der var ikke én dag, hvor alting pludselig blev godt. Men lidt efter lidt blev de dårlige dage færre, og vi begyndte igen at kunne mærke glæden ved familielivet."
Efter et halvt år var Mille tilbage på fuld tid og hverdagen gled bedre.
Depressionen var aftaget, børnene trivedes, og familien havde fundet en ny rytme.
Når Mille ser tilbage, er hun ikke i tvivl om, hvad der gjorde forskellen.
"Vi havde ikke brug for nogen, der kom og fortalte os, hvordan vi skulle være forældre. Vi havde brug for nogen, der så os og vores behov, indtil vi selv var lidt ovenpå igen, så vi kunne være der for børnene."
Hun håber, at andre familier tør række ud efter hjælp, hvis hverdagen bliver for tung.
"Man behøver ikke have ramt bunden, før man beder om hjælp eller være særligt udsat eller andet. Nogle gange er det netop den ekstra hånd i en periode, der gør, at man kommer godt videre. Det kan alle have brug for"