"Jeg troede, Home-Start var for familier, der havde det meget værre end os"

"Jeg havde styr på det … troede jeg"

Da Thomas og hans ekskone blev skilt, blev det hurtigt klart, at børnene skulle bo hos ham det meste af tiden. Børnenes mor var flyttet til en anden landsdel og havde selv en svær periode, hvilket betød, at samværet var begrænset i starten.

Fra den ene dag til den anden stod Thomas alene med næsten alt.

Afleveringer og hentninger. Madpakker. Vasketøj. Forældremøder. Sygedage. Indkøb. Putninger. Og to børn, der reagerede på skilsmissen og de store forandringer.

Og samtidig et fuldtidsarbejde.

"Jeg tænkte egentlig, at jeg havde styr på det. Jeg klarede jo det hele. Men sandheden var, at jeg ikke følte, at jeg var tilstrækkelig overhovedet. Jeg prøvede bare at komme igennem dagene."

Det sværeste var ikke de praktiske opgaver.

Det var ensomheden og ikke at have nogen, han kunne række ud til.

Thomas havde ingen familie i byen, og da det ikke var så lang tid siden at familien var landet der, så havde de ikke nået at opbygge et særlig stort netværk.

"Når børnene sov, sad jeg alene og havde ikke nogen, jeg kunne skrive til eller snakke med. Og når der opstod noget i hverdagen, havde jeg faktisk ikke rigtig nogen jeg kunne regne med. Jeg var alene med alt”

Et oplæg i børnehaven satte tanker i gang

En eftermiddag deltog Thomas i et arrangement i den yngstes børnehave.

Her fortalte en koordinator fra Home-Start om organisationens arbejde og om de frivillige familievenner.

Thomas kunne genkende meget af det, der blev beskrevet.

Alligevel var han i tvivl.

"Min første tanke var faktisk, at Home-Start sikkert var for familier, der havde det meget sværere end os. Vi manglede jo ikke mad på bordet, og børnene havde det godt. Jeg var også bange for, at nogen ville dømme mig, fordi jeg var enlig far, og de ikke troede, at jeg kunne magte opgaven"

Efter oplægget tog han dog mod til sig og gik hen for at tale med koordinatoren.

"Hun sagde noget, jeg stadig husker: 'Home-Start er for alle forældre, der oplever, at hverdagen presser dem. Hvis du føler dig presset, så er Home-Start også for dig.'

Det gav virkelig mening."

Kort tid efter sendte Thomas en ansøgning.

Telefonopkaldet, der ændrede hverdagen

Der gik omkring tre måneder. Thomas havde næsten glemt, at han var kommet på ønskelisten til et få en familieven, fordi hverdagen var så travl.

Så ringede telefonen.

Koordinatoren fortalte, at hun mente, hun havde fundet en frivillig familieven, som kunne være et godt match.

De aftalte et matchmøde hjemme hos Thomas.

"Jeg var lidt spændt. Ville det blive akavet? Ville vi passe sammen? Men allerede efter den første time kunne jeg mærke, at det føltes helt naturligt. Selv børnene lyste op, og ville straks vise deres værelser frem. Det tog jeg som et rigtig godt tegn"

Kort efter begyndte familievennen at komme fast én gang om ugen i to timer. Det var i “ulvetimen” når de kom hjem fra børnehave og arbejde, og indtil kl 18. Et tidsrum, de fleste forældre kan relatere til kan trække tænder ud.

Mere end en ekstra hånd

I starten handlede besøgene mest om at skabe ro i hverdagen.

Mens familievennen legede med børnene, kunne Thomas ordne praktiske ting eller bare drikke en kop kaffe uden hele tiden at blive afbrudt.

Men ret hurtigt udviklede forløbet sig til meget mere.

"Hun kunne godt se, at det egentlig ikke kun var de praktiske ting, jeg manglede. Jeg manglede mennesker. At andre også så mig og mine børn og som jeg kunne dele glæderne og udfordringerne med"

Familievennen begyndte derfor at invitere familien med til fællesspisning i Home-Start-afdelingen og til sommerarrangementer sammen med andre familier og frivillige. Her oplevede Thomas at fællesskab, han ikke havde forventet: Her var så mange andre familier, der stod i helt samme situation.

Alligevel var han lidt tilbagetrukken, og synes at det var svært at komme ind som helst fremmed med to børn og være en del af det.

De første gange var familievennen derfor med - og det var en stor hjælp.

"Jeg kendte jo ingen. Hvis hun ikke havde været der, var jeg nok kørt hjem igen efter ti minutter."

Nogle gange tog familievennen børnene med ud at lege, mens Thomas blev tilbage og faldt i snak med de andre forældre.

Langsomt begyndte ansigterne at blive velkendte.

Telefonnumre blev udvekslet, og de lavede en fælles Facebook-gruppe, hvor man kunne dele alt mellem himmel og jord.

Og det, der tidligere havde føltes som en fremmed by, begyndte at føles lidt mere som et sted, hvor de hørte til.

Fra deltager til frivillig

Efter otte måneder var meget forandret.

Børnene var begyndt til mini-håndbold, og Thomas besluttede sig for at melde sig som frivillig hjælpetræner.

De første to gange tog familievennen med.

"Hun sagde bare: 'Jeg er her, hvis du har brug for mig.' Det gav mig modet til at komme afsted."

Efter de første par træninger følte Thomas sig tryg nok til selv at tage afsted med børnene. Til tider var det svært at holde styr på så mange børn samtidig, men heldigvis meldte tre andre forældre sig også - og pludselig var de fire om det, som også begyndte at snakke privat.

I dag kender han flere af de andre forældre, og børnene har fået nye legekammerater.

"Det er egentlig lidt vildt at tænke på. Jeg gik fra næsten ikke at kende nogen til nu at stå i en sportshal hver uge og føle, at jeg hører til."

"Home-Start gav os ikke bare en familieven"

Når Thomas ser tilbage på forløbet, er han ikke i tvivl om, hvad der har gjort den største forskel.

"Home-Start gav os ikke bare en familieven. De hjalp mig med at bygge et liv op igen. Ikke fra den ene dag til den anden, men stille og roligt."

Han håber, at andre forældre tør række ud – også selvom de tænker, at deres problemer måske ikke er store nok.

"Jeg troede, jeg skulle klare det hele selv. Men nogle gange har man bare brug for et menneske, der går ved siden af én, indtil man selv har fundet fodfæstet igen."