Klar til en familie
Når du overvejer at blive frivillig i Home-Start Kolding, kan det være en hjælp, at du kender lidt til, hvordan vejen tegner sig fra tanke til handling.
Det første, der sker, er, at du enten deltager i et informationsmøde eller kontakter vores afdeling. Her vil du komme til at tale med en koordinator. Koordinator vil gerne høre lidt mere om, hvem du er, og hvilke tanker du gør dig om at være frivillig i Home-Start.
Det næste skridt er, at du får besøg i dit hjem af vores koordinator
Besøget hos dig varer en times tid.
Du får rig mulighed for at stille alle de spørgsmål, du har brug for at få svar på.
Koordinatoren fortæller noget om, hvordan Home-Start støtten virker i praksis.
Hvis du ønsker at være frivillig hos os, skal vi indhente en børneattest på dig.
Det er et lovkrav for alle, der arbejder med børn.
Når alle de indledende øvelser er på plads, kommer du på et obligatorisk kursus sammen med andre, der ønsker at være frivillig i Home-Start.
Det er et kursus, der skal forberede dig på forskellige situationer, du vil kunne møde i familierne.
Det er på mange måder noget ganske særligt at komme på besøg i familiens hjem to timer om ugen – uden forudgående kendskab til hinanden. Du vil blive inviteret ind i en familie, som af den ene eller anden grund føler sig pressede.
Vores formål er at støtte familierne til at kunne selv, idet vi efter et halvt års tid afslutter besøgene.
Der vil være brug for dine øjne, ører og hænder.
I høj grad vil der også være brug for anerkendelse, respekt og godt humør.
Hvis du træder ind over fremmede menneskers dørtrin, vil du formentlig opleve, at de har truffet andre valg, end det du har valgt i dit eget liv. Vi bruger en del tid på at tale om lige præcis det på forberedelseskurset, idet vi træder ind i familierne liv og giver støtte i deres hjem.
Når du har bestået kurset, er du klar til at komme på besøg i din helt egen Home-Start familie.
Koordinatorerne gør deres bedste for at sætte familien og den frivillige familieven sammen på en måde, så begge parter får fornemmelsen af, at det er det helt rigtige valg. Samværet bliver på den måde til glæde og gavn for begge parter.
Lyder det som noget for dig?
Kontakt koordinator ved Home-Start Kolding:
Jette Danielsen
Tlf.: 40266066
E-mail: kolding@home-start.dk
Du kan tilmelde dig ved at udfylde formularen nederst på denne side. ❤️


Der er mange gode grunde til at blive frivillig. Eksempler:
"Har overskud jeg gerne vil dele ud af"
"Børnene er vores fremtid, og dem skal vi investere i"
"Har selv oplevet at have brug for hjælp, som jeg ikke selv fik, og vil derfor gerne give det videre til andre"
"Vil gerne selv give tilbage af den hjælp jeg selv fik i tiden med småbørn"
"Har et omsorgsgen – og kan ikke lade være"
"Det giver dyb mening for mig at hjælpe andre mennesker"
"Efter at have oplevet livets udfordringer er det vigtigt for mig at give noget tilbage"
"Jeg skal ha’ flere børn i mit liv, derfor er jeg her"
"Dét at kunne bidrage og gøre en forskel"
Michala, Koordinator i Home-Start Odense: Derfor er stabilitet vigtig som familieven:
”Det er vigtigt for familierne at vide, at man kommer igen,” siger Michala, koordinator i Home-Start Odense. ”Det er stabiliteten og kontinuiteten, der gør, at familien virkelig føler sig støttet og tryg. Derfor skal man vide, at man kan og vil bruge et par timer om ugen – og være til stede over tid.”
Som familieven handler det ikke om at være ekspert, men om at være en stabil, nærværende voksen, der kan lytte, lege med børnene og skabe ro i en travl hverdag.
Processen starter med en uforpligtende samtale, hvor vi sammen finder ud af, om frivillighed i Home-Start passer til dig. Du får en grundig introduktion og oplæring, så du føler dig tryg og klar til opgaven.
Vi støtter dig hele vejen – både før, under og efter dit match med en familie. Som frivillig står du aldrig alene. - og du bliver en del af et større fællesskab for andre frivillige.
Har du lyst til at gøre en forskel og samtidig få en berigende oplevelse?
